Deltagere: Alle ansatte på klinisk immunologiske afdelinger er velkomne til at deltage i møderne. Det er ikke et krav at man er medlem af DSKI. DSKI-medlemmer inviteres via en Teams-invitation i Outlook. Hvis man ikke er medlem af DSKI og ønsker en invitation kan man sende en mail til sekretæren info@dski.dk.
Formen: Virtuelt møde fra 14-15, 2. tirsdag i hver måned (fraset juli og august).
Hver afdeling skiftes til at være ansvarlig for et videnskabeligt oplæg, jf. nedenstående skema, altså 2 x årligt pr. region. Oplæggets varighed skal ca. være 45 min., herefter 15 min. til spørgsmål/diskussion.
Indhold: Præsentation af forskning/videnskab/udvikling af relevans for klinisk immunologi som speciale; også præliminære resultater eller spændende cases er velkomne. Formen er fri, det kan være ét stort foredrag, to små oplæg fra hver sin oplægsholder, en inviteret inden- eller udenlandsk forsker eller noget helt fjerde.
Udbyttet vil være faglig viden, større kendskab til hinanden, heriblandt også de yngre i specialet, samt et større indblik i hinandens aktiviteter, hvilket vil kunne danne fundament for et øget samarbejde på tværs af afdelingerne.
Planlægning: Bestyrelsesrepræsentant(er) fra hver region er ansvarlig(e) for at finde en eller flere oplægsholder(e).
Senest én uge før mødets afholdelse sendes programmet til sekretæren info@dski.dk, som herefter distribuerer det videre til alle DSKI-medlemmer. Af praktiske hensyn kan programmet kun sendes til DSKI-medlemmer, men de enkelte afdelinger må gerne videresende til ansatte på afdelingen.
Den ansvarlige region skal ligeledes sørge for en mødeleder til mødet.