Frosne erytrocytsuspensioner med sjælden fænotype

Lager af frosne erytrocytsuspensioner med sjælden fænotype:

Klinisk Immunologisk Afdeling i Aalborg nedfryser erytrocytsuspensioner fra donorer med sjældne fænotyper eller sjælden sammensætning af fænotyper. Disse portioner er tilgængelige til behandling af patienter i hele landet. Der er tale om en stærkt begrænset ressource og portionerne kan ikke genfryses. Denne problemstilling er vigtig at have afstemt med den kliniske læge, så vi minimerer antallet af portioner der optøes og kun bliver brugt når det er bydende nødvendigt. På den måde kan vi sikre at der løbende er et tilstrækkeligt lager til rådighed. Kontakt vagthavende læge via blodtypelaboratoriet på tlf. 97665550 med henblik på nærmere aftale.

Optøning af erytrocytsuspensioner foregår i normal dagarbejdstid. Optøningstiden er ca. 1 time pr. erytrocytsuspension. Hvis det vurderes at patienten har behov for blodet samme dag, er det at lavpraktiske årsager nødvendigt at lave en aftale før kl. 13.

En optøet erytrocytsuspension har en EVF på gennemsnitlig 0,40. Der skal derfor ikke forventes den samme stigning i Hb som ved transfusion med frisktappede erytrocytsuspensioner. Erytrocytsuspensionerne er re-suspenderet i SAG-M og har en holdbarhed på 3 døgn efter optøning. Der udtages dyrkning på produktet i forbindelse med optøningen og modtager kontaktes i tilfælde af at dyrkning er positiv. Modtager får ikke besked om negativ dyrkning.

Lageret af frosne erytrocytsuspensioner med sjældne fænotype er afhængig af gensidig opbakning fra øvrige immunologiske afdelinger i landet. Har I derfor donorer i korpset med sjælden fænotype(r), eller sjælden sammensætning af fænotyper, ønsker vi gerne at modtage erytrocytsuspensioner fra disse donorer. Erytrocytsuspensionerne skal nedfryses senest 6 dage efter tapning, kontakt gerne Funktionsansvarlig bioanalytiker i fraktioneringen på tlf. 97665608, for nærmere aftale om dette.

Liste over tilgængelige erytrocytsuspensioner kan ses herunder både som Excel, Frosne erytrocytsuspensioner med sjælden fænotype  eller som pdf, Frosne erytrocytsuspensioner med sjælden fænotype. Listen opdateres ca. hver 3. måned.